I live...

For det er jeg jo...i fuldstændig live!

Er vild med det der jul.
Syn's vi er så gode til det - både i min store og lille familie.
Jul er samvær, glæde, lys, gaver og så masser af mad. Masser...
Og igen i år var det gode dage - juleaften hos mama med søskende og søskendebørn.

Jeg var lige en tur på kirkegården for at hviske lidt med min far juleaftensdag. Der var så fint med masser af tændte lanterner.
Jeg gik gennem byen ganske ensam - ikke en sjæl mødte jeg! Men på kirkegården var der liv - paradoksalt nok.
Vidste ikke sådan lige om man hilste og small-talkede, men nikkede bare til hinanden.
Jeg havde 2 traner med til min far og fik tændt den lille lanterne.
Der var rart, men også trist. På den gode måde.
Johanne havde været der tidligere og synes, at vi skal finde en anden lanterne: 'En der ikke er så rusten..' Jeg kunne bare mærke, at det betød noget for hende, så i det nye år går vi på jagt efter en ny lanterne.

Det helt store bjerg i julen i år var selvfølgelig min fars julefrokost.
Bornholmer var han og vi fik altid specialiteter derfra. Han 'læste over de saltstgte sild' og var i det hele taget i sit es den dag.
Jeg var glad for, at hans kone bestemte sig for at holde den som vi plejer - men også lidt bange.
Men vidste jo at vi alle ville sidde med ham i tankerne og at han ville mangle...så måtte det blive som det blev.
Dagen gik faktisk rigtig fint - vi savnede ham, men det var ikke ubærligt. Vi fik fejret min lillebrors 18 år...jeg læste over silden..og kunne endda holde en lille 'se-frem-tale' for ham.
Det gav mig håb at kunne være på den måde!

Og så skal lyde en tak til dig, Sofie..fordi du fandt mig ;-) Det føles trygt at blive fundet af dig!

Rystet i mit dybeste dyb...

Min far døde pludselig af en blodprop i hjertet for 2 uger siden. Han blev 64 år gammel.
Det er rystende. Det er angstprovokerende. Det er forvirrende. Det er frustrende. Det er mærkeligt.
På en gang.

Jeg har grædt, som jeg ikke troede, jeg kunne græde. Med en lyd som jeg ikke troede, jeg kunne frembringe. Da jeg sad og aede hans hår for sidste gang - da han lå død og stille - kom der den her lyd ud sammen med en bundløs gråd. En lyd som jeg først bagefter bed mærke i. Den var som et lille dyr; som en nyfødt; som ren uforfalsket smerte...og den kom ud af mig, den lyd..den kom ud af min mund..eller måske den kom ud af min krop?

Jeg græd pludseligt og inderligt de første dage. Kunne med eet bukke under og bryde sammen, bare sådan med eet. Det var et kontroltab uden sidestykke. Men også forløsende. Også udmattende.
Nu er gråden veget tilbage for en klump i halsen, som kan tage bolig i mig uden forvarsel.
I går var sådan en dag. Jeg var hudløs og modtagelig og sank 100 gange de første timer. Ikke fordi jeg kæmper mod gråden...den har bare ikke længere den sammen karakter..den sidder i den der hals og stikker...

Har indset, at jeg ikke er absolut herre/kvinde over sorgen. Må være i den, når den kommer over mig. Må sætte mig til rette i den og lade den overtage.
Bare give den tid og ro...

Det er mit mål.

Tvivl og trang...

Jamen.. så er jeg her jo alligevel...selvom jeg ikke rigtig ville...det der blog-noget!

Og så er jeg her anyway. Håber jeg kan finde på noget klogt at sige? Noget vedkommende? Noget skægt? Noget ordentlig formuleret?

Nå, ambitionerne fejler ikke noget - som sædvanligt.

Så velkommen til Brittes Byliv!!! En bloggger der helst ikke vil blogge...