mandag den 18. april 2011

At være - jeg er...

Tjaaa.. så gik der ligssom 2 år...siden jeg skrev sidst...TO år...som når jeg kigger tilbage, jo bare var sådan derudaf...som en pust...og alligevel er der sket en masse.



Ved ikke rigtigt, hvad det her blogning er for noget - for mig? Hvad skal jeg med det? Hvor skal det føre hen - skal det overhovedet føre nogen steder hen?


Ligenu fylder det almindelige 'lille liv' meget. Hverdag og job, familie og venner, ferie og fri...Og hvordan jeg så får det til at blive fyldt men mening og noget godt, både for mig og for mine. Jeg har jo sådan et valgsprog/motto/livssætning: alt har sin tid og alle tider har sit. Det betyder jo egentligt noget med at 'slå sig til tåls', men det lyder så negativt.

For mig er det nok mere noget med at være i det, der ER lige nu. Og ikke bruge så megen energi og tankevirksomhed på at ønske sig noget andet/noget der VAR. Og hvor vil jeg så hen med det? Måske noget med, at det er godt at være mig i mit liv ligenu, HVIS jeg ikke fokuserer på de ting, der ikke længere ER - men bruger tid og kræfter på de ting, der IKKE VAR, men ER nu...



Jeg kan godt mindes min far, som ikke længere er her - kan godt savne ham helt aldeles frygteligt - kan stadig blive grådkvalt indeni af savn og sorg. Jeg kan godt kigge tilbage på mit liv med små unger - kan godt savne, at de havde brug for mig på den der vilde måde - kan stadig huske deres duft som babyer.

Men tiden nu er en anden...jeg har kun min far i tanker og hjerte...der bor han til gengæld godt! Men jeg går ikke længere i sort over savnet - tiden er en anden nu.

Tiden nu er også en tid med store unger, der har kærester og som mere og mere har deres egne gode liv! De er dygtige til livet og det glæder mig så usigeligt og gør mig taknemmelig.


Men det sætter også tanker i gang om mit parforhold, som i mange år har været fyldt med 3 børn og deres behov; uddannelser til begge forældre; nye jobs ....vi har været gode til at give hinanden fri til at være ude og sammen med venner....

MEN: har vi glemt at være kærester? Og hvordan skal vores liv nu være, når der, om ikke ret mange år, ikke længere er 3 unger hjemme?


Lige netop det, er meget svært at blive klog på...for jeg kan jo huske, hvordan vi VAR, da vi kun var kærester...men dengang var tiden en anden...så nu skal vi finde den tid, der er nu - og en måde at være kærester på, som passer på den tid, der ER - og ikke den der VAR....

lørdag den 7. februar 2009

Der hvor jeg er...

Hvor er det egentlig og helt ærligt?
Jamen jeg er jo her, hjemme, på job, med veninder og venner og med min dejlige familie.
Men jeg synes, jeg har svært ved at finde den rigtige tone ind i mellem. Slår en sang an - jo det gør jeg - men det er ligesom, jeg ikke kan synge helt rent, ikke kan ramme tonerne helt rigtigt.

Det lyder jo som en ked Britte - men det er det fakkertalt ikke! Er glad; er aktiv; er tilstede...men alligevel. Tænker meget på livet, på at bruge det godt, på at se det lige ind i øjnene og synge det højt og klart og med smil.

Mangler klangbund, tror jeg.
Eller også bare et godt og gammeldags knald.... fnis!

mandag den 29. december 2008

I live...

For det er jeg jo...i fuldstændig live!

Er vild med det der jul.
Syn's vi er så gode til det - både i min store og lille familie.
Jul er samvær, glæde, lys, gaver og så masser af mad. Masser...
Og igen i år var det gode dage - juleaften hos mama med søskende og søskendebørn.

Jeg var lige en tur på kirkegården for at hviske lidt med min far juleaftensdag. Der var så fint med masser af tændte lanterner.
Jeg gik gennem byen ganske ensam - ikke en sjæl mødte jeg! Men på kirkegården var der liv - paradoksalt nok.
Vidste ikke sådan lige om man hilste og small-talkede, men nikkede bare til hinanden.
Jeg havde 2 traner med til min far og fik tændt den lille lanterne.
Der var rart, men også trist. På den gode måde.
Johanne havde været der tidligere og synes, at vi skal finde en anden lanterne: 'En der ikke er så rusten..' Jeg kunne bare mærke, at det betød noget for hende, så i det nye år går vi på jagt efter en ny lanterne.

Det helt store bjerg i julen i år var selvfølgelig min fars julefrokost.
Bornholmer var han og vi fik altid specialiteter derfra. Han 'læste over de saltstgte sild' og var i det hele taget i sit es den dag.
Jeg var glad for, at hans kone bestemte sig for at holde den som vi plejer - men også lidt bange.
Men vidste jo at vi alle ville sidde med ham i tankerne og at han ville mangle...så måtte det blive som det blev.
Dagen gik faktisk rigtig fint - vi savnede ham, men det var ikke ubærligt. Vi fik fejret min lillebrors 18 år...jeg læste over silden..og kunne endda holde en lille 'se-frem-tale' for ham.
Det gav mig håb at kunne være på den måde!

Og så skal lyde en tak til dig, Sofie..fordi du fandt mig ;-) Det føles trygt at blive fundet af dig!





fredag den 14. november 2008

Rystet i mit dybeste dyb...

Min far døde pludselig af en blodprop i hjertet for 2 uger siden. Han blev 64 år gammel.
Det er rystende. Det er angstprovokerende. Det er forvirrende. Det er frustrende. Det er mærkeligt.
På en gang.

Jeg har grædt, som jeg ikke troede, jeg kunne græde. Med en lyd som jeg ikke troede, jeg kunne frembringe. Da jeg sad og aede hans hår for sidste gang - da han lå død og stille - kom der den her lyd ud sammen med en bundløs gråd. En lyd som jeg først bagefter bed mærke i. Den var som et lille dyr; som en nyfødt; som ren uforfalsket smerte...og den kom ud af mig, den lyd..den kom ud af min mund..eller måske den kom ud af min krop?

Jeg græd pludseligt og inderligt de første dage. Kunne med eet bukke under og bryde sammen, bare sådan med eet. Det var et kontroltab uden sidestykke. Men også forløsende. Også udmattende.
Nu er gråden veget tilbage for en klump i halsen, som kan tage bolig i mig uden forvarsel.
I går var sådan en dag. Jeg var hudløs og modtagelig og sank 100 gange de første timer. Ikke fordi jeg kæmper mod gråden...den har bare ikke længere den sammen karakter..den sidder i den der hals og stikker...

Har indset, at jeg ikke er absolut herre/kvinde over sorgen. Må være i den, når den kommer over mig. Må sætte mig til rette i den og lade den overtage.
Bare give den tid og ro...

Det er mit mål.

søndag den 19. oktober 2008

Tvivl og trang...

Jamen.. så er jeg her jo alligevel...selvom jeg ikke rigtig ville...det der blog-noget!

Og så er jeg her anyway. Håber jeg kan finde på noget klogt at sige? Noget vedkommende? Noget skægt? Noget ordentlig formuleret?

Nå, ambitionerne fejler ikke noget - som sædvanligt.

Så velkommen til Brittes Byliv!!! En bloggger der helst ikke vil blogge...