Min far døde pludselig af en blodprop i hjertet for 2 uger siden. Han blev 64 år gammel.
Det er rystende. Det er angstprovokerende. Det er forvirrende. Det er frustrende. Det er mærkeligt.
På en gang.
Jeg har grædt, som jeg ikke troede, jeg kunne græde. Med en lyd som jeg ikke troede, jeg kunne frembringe. Da jeg sad og aede hans hår for sidste gang - da han lå død og stille - kom der den her lyd ud sammen med en bundløs gråd. En lyd som jeg først bagefter bed mærke i. Den var som et lille dyr; som en nyfødt; som ren uforfalsket smerte...og den kom ud af mig, den lyd..den kom ud af min mund..eller måske den kom ud af min krop?
Jeg græd pludseligt og inderligt de første dage. Kunne med eet bukke under og bryde sammen, bare sådan med eet. Det var et kontroltab uden sidestykke. Men også forløsende. Også udmattende.
Nu er gråden veget tilbage for en klump i halsen, som kan tage bolig i mig uden forvarsel.
I går var sådan en dag. Jeg var hudløs og modtagelig og sank 100 gange de første timer. Ikke fordi jeg kæmper mod gråden...den har bare ikke længere den sammen karakter..den sidder i den der hals og stikker...
Har indset, at jeg ikke er absolut herre/kvinde over sorgen. Må være i den, når den kommer over mig. Må sætte mig til rette i den og lade den overtage.
Bare give den tid og ro...
Det er mit mål.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Du er en fornuftig kvinde, Britte. Det eneste rigtige er at følge med og overgive sig når den kommer ... sorgen. Imod den er der nemlig intet at stille op andet end at lukke den ind. Den er der kun for at hjælpe på vej.
Det er hårdt at høre at du har måtte sige farvel til din far i så tidlig en alder. Når man kun er 64 år burde man have mange skønne år foran sig. Jeg håber du fik sagt et kærligt farvel.
Send en kommentar